Lørdag 30. marts 2019 er Aarhus vært for VM Cross Country 2019. Verdens bedste crossløbere løber med - og det kan motionsløbere uanset løbeform også for første gang nogensinde! Det bliver en unik og vild event på det græsbeklædte, skrånende tag på Moesgaard Museum og på naturområdet omkring den spektakulære bygning.

Hans Kongelige Højhed Kronprinsen overrækker medaljer til seniorkvinderne til VM Cross og skyder flere af løbene i gang.

Ruten er en ægte mesterskabsrute. Udfordrende på den sjove måde og spektakulær. Den 2 km lange rundstrækning går op ad Moesgaard Museums græsbeklædte tag, gennem den bakkede flotte natur, et mudderhul og en vandgrav - og ikke mindst gennem et 50x20 meter fanzonetelt!

Mens verdensklasse-løberne konkurrerer på 10 km distancen, får løbere på alle niveauer mulighed for at deltage i distancerne ”2 km – The Sprint”, ”4 x 2 km Stafet” og ”4, 8 eller 12km Cross/Trail”.

Så der er mulighed for at udfordre sin nabo, sine venner, kolleger eller familie – eller blot kigge forbi og være tilskuer til den vildeste løbeevent på dansk grund.

Det bliver festligt for både motionister, tilskuere og eliten, der kæmper om verdensmesterskabstitlen.
 

PROGRAM FOR DAGEN
Det samlede program for VM Cross ved Moesgaard Museum ser således ud:
 
kl. 9.00 DM Cross Country UNGDOM
kl.10.30 Velkomstceremoni
kl. 11.00 Stafet 4 x 2 km
kl. 11:35 U20 Kvinder 6 km
kl. 12.10 U20 Herrer 8 km
kl. 12.45 Medaljeceremoni WU20 Kvinder
kl. 13.00 Senior Kvinder (plus VM-løbet ' "The Search")
kl. 13.45 Medaljeceremoni U20 Herrer
kl. 14.00 Senior Herrer (plus VM-løbet ' "The Search")
kl. 14.45 Medaljeceremoni Senior Kvinder
kl. 14.50 Medaljeceremoni Senior Herrer
kl. 15.00 MOTIONSLØB: 4 X 2 KM ' Stafet
kl. 15.45 MOTIONSLØB: 2 km ' Sprint
kl. 16:15 MOTIONSLØB: 4/8/12 km ' Cross/Trail

Programmet kan også ses på www.aarhus2019.dk/om-vm/ruterne/

 

FAKTA OM VM CROSS COUNTRY 2019
"Cross" betegner løb gennem terræn, væk fra veje og stier, ofte i udfordrende terræn. VM Cross 2019 foregår ved Moesgaard Museum i Aarhus lørdag 30. marts og for første gang nogensinde har alle mulighed for at løbe med. Umiddelbart efter verdensmeskerskaberne afvikles motionsløb på samme rute, og man kan tilmelde sig distancerne fra 2-12 km samt en stafet på 4x2 km. IAAFs præsident, Sebastian Coe, stiller op i VM Cross motionsstafetten og løber selv alle fire runder (4x2 km).
 
VM Cross er atletikkens ældste og mest traditionsrige mesterskab og betegnes ofte som det sværeste VM at vinde indenfor atletikken, da man samler løbere på tværs af atletikkens mange distancer, og hvert land kan stille med dobbelt så mange udøvere, som ved andre VM og OL. VM Cross består af fem officielle konkurrencer: 10 km for hhv. mænd og kvinder, 4x2 km stafet for mix hold (2 mænd, 2 kvinder), 8 km for U20 mænd og 6 km for U20 kvinder. Alle almindelige løbere har mulighed for at løbe 4x2 km stafet, 2 km eller en særlig cross-trail distance på 4, 8 og 12 km.
 

Læs mere om VM Cross Country 2019 på www.aarhus2019.dk

Se video

Arrangeret af: Dansk Atletik Forbund